Hvor skal man dog starte og hvad skal man gribe i, når man sådan bliver venligt ’pålagt’ at bidrage til bloggen. Hovedet på ’bloggen’, det er slet ikke nemt. Men enhver begyndelse befinder sig i virkeligheden midt i noget, så måske er det okay sådan bare at fortælle vidt og bredt, kort og smalt om nogle af de ting, der sådan roder rundt i mit forskerliv og -hovede for tiden… J

Torsdag den 18. september underviser jeg i Århus v. Kandidatuddannelsen i didaktik (dansk). Jeg underviser i intet mindre end medieteori, -historie og –pædagogik, og jeg har i alt to gange 3 timer til i samarbejde med de studerende at etablere et fællesskab – fælles skaben - omkring disse temaer i Århus.

Min egen nysgerrighed for tiden vandrer omkring temaer som: hvordan kan vi begribe læringsbevægelser i hverdagslivet med ikt’er? Hvor går vi hen og finder disse? Og hvordan kan det være at forskningen på den ene side tenderer til at være jublende begejstret over diverse såkaldte læringspotentialer med ikt, mens såvel nationale som internationale undersøgelser gentagne gange påstår, at sådan generelt betragtet, så er det der foregår med ikt i uddannelserne først og fremmest remediering – gammel vin på nye flasker? Har vi at gøre med en slags ’e-læringsvanskelige uddannelser’? Eller kunne man forestille sig, at vi står overfor et metodisk problem?

I forbindelse med arbejdet med min ErhvervsPhD-afhandling har jeg bl.a. været lidt omkring et begreb som e-læring, og nu taler vi også om Web 2.0. Vi taler helt naturligt om et paradigmeskifte fra instruktivistisk til konstruktivistisk undervisningstænkning i det 21. århundrede, og det ser ud til at ’vi er heldige’ at de såkaldte nye Web 2.0 teknologier også passer som fod i hose ind i dette paradigmeskifte. Man kan naturligvis stille spørgsmålstegn ved om disse forholdsvist simple konstruktioner af udviklingen nu også holder vand? Er udvikling noget, der foregår i en fremadrettet bevægelse fra et til noget andet? Og kan vi virkelig uproblematisk sige, hvilken retning fremtiden tager eller bør tage?

Når jeg mødes med de studerende i Århus vil jeg sætte mig selv tre mål, for det er særdeles umuligt at forestille sig, at jeg på blot 6 timer skal kunne tage del i at engagere de studerende i andet end partielle engagementer og ’blikke’ på medieteori, -historie og –pædagogik:

• Jeg vil forsøge at illustrere, at der findes ikke én rigtig tidskronologisk og fremadrettet måde at konstruere medieteori,  –historie og –pædagogik på. Enhver videnskabelig konstruktion må betragtes som en effekt af en særlig sammensætning af forbindelser/relationer/engagementer. 
• Jeg vil illustrere, at med ’blik’ for netop hvordan relationer etableres i forskellig litteratur, åbnes anderledes muligheder for at forstå, at tekster ikke bare formidler viden om, men også tager del i at skabe den verden som tekster ’rapporterer’ viden om. Det interessante er hvordan de gør det?! 
• Mit sidste mål vil være at eksemplificere hvordan enhver tekst bl.a. skaber en særlig ’grund af relationer’ som tekstens argumentationer sameksisterer med – det er altså ikke en baggrund.

Disse tre mål skal til sammen illustrere, at videnskabelige arbejder sjældent ’bare’ kan placeres som tilhørende ét paradigme eller verdenssyn fx konstruktivisme, som vi ofte tager afsæt i. Fx bliver tekster der argumenterer for et paradigmeskift som regel til netop ved at etablere relationer mellem eller netop at skabe skel mellem to forskellige paradigmer. Dvs. at de tager del i produktionen af flere paradigmer, og det er igennem koblingen af fx to paradigmatiske konstruktioner, at en tredje – teksten - bliver til.

Jeg oplever, at der er for meget forudsigelighed i e-læringsforskningen. Vi er blevet alt for skråsikre på den verden vi lever i og – ikke mindst – har levet i. Min aktuelle forskning og mine grublerier for tiden går på at finde ud af – inspireret af Aktør-Netværks-Teorien – hvordan vi kan arbejde med mere usikkerhed i vores forskning, og større nysgerrighed på de mange forskellige sociomaterielle konstruktioner i hverdagslivet med ikt’er, som vores daglige læringsbevægelser infiltreres med.    

I en verden i bevægelse må også forskningen være i bevægelse. Det kræver at også vores videnskabelige måder at skabe relationer på bevæger sig. Når vi – som forskere - bliver ved med at referere til bestemte teorier, og taler om, at vi vælger et verdenssyn og konstruerer verden med afsæt i dette, så er det lige netop det vi gør! Tænk engang J…